At blive 31 er faktisk slet ikke så slemt som det måske lyder - Endnu et skridt mod lyset

Ja, så blev jeg lige et år ældre siden sidste indlæg og selv om jeg rent faktisk rundende de 31 vintre i torsdags, ja så føler jeg mig stadig ret ung, hvis jeg selv skal sige det :-)

Måske det skyldes, at jeg heller ingen børn har, jeg skal ikke gøre mig klog på dette punkt, men jeg kan da nyde at sove længe i weekenderne, når jeg da ikke skal op på arbejde

Først og fremmest skal I alle sammen have stor tak for alle jeres søde fødselsdagshilsner både på min instagram @helenasolskin og via jeres personlige beskeder sendt direchte til mig derinde.

 

Jeg har været helt overvældet af glæde af, at så mange har skrevet og sendt mig en lille hilsen på min fødselsdag endda rigtig mange af jer, som jeg slet ikke har mødt face to face men kun igennem dette virtuelle medie som instagram og facebook.

Min dag startede tidligt med morgenkaffe og blomster af min dejlige mor, senere stod den på fejring af de sødeste kollegaer på arbejdet, hvor jeg havde den største hindbærsnitte-kageKVINDE med til dem. (Se billedet længere nede)

Det er efterhånen gået hen og blevet en hyggelig lille tradition, at jeg hvert år til min fødselsdag bestiller en kagekone til mine skønne kollegaer på Kvindemuseet.

Dagen sluttede af på bedstevis med familien, de dejligste gaver heriblandt min nye tekande fra Royal Copenhagen, som jeg længe har ønsket mig.

Som nogle af jer måske allerede spottede via mine stories på instagram, så havde jeg valgt, at tage endnu en udfordring op på denne aften apropos dette indlæg.

Endnu en af de udfordringer som ikke just var nemme, men jeg havde sagt til mig selv, at jeg skulle give mig selv lov til at prøve noget nyt.

Jeg havde derfor valgt at tage ud og spise med min familie om aftenen på Cafe Stiften, et sted jeg aldrig før har spist på og derfor en kæmpe udfordring for mig.

Dels fordi jeg ikke rigtig anede, hvad de havde på menuen, dels fordi der som regel altid er mange ude at spise på netop denne aften på grund af valentinsdag og vinterferien, hvilket er noget der kan skræmme mig.

Som jeg næsten også havde forventet på denne aften var restauranten propfyldt med mennesker og stort set ingen borde ledige, hvilket allerede der gjorde mig en del nervøs.

Vi fik heldigvis et dejligt bord ikke alt for tæt på andre borde og til mit store held kunne man bestille en lækker salat, hvilket for mig er det nemmeste at spise, når jeg er ude på offentlige steder med mange mennesker.

Jeg bestilte en helt plain salat med gulerod, tomat, agurk og forskellige andre grøntsager samt lidt fugt.

Da tjeneren kom med vores mad, blev jeg først lidt skræmt, da jeg synes min  salat var alt for stor, især fordi jeg følte, at stort set alle de andre gæster kun stirrede på mig.

Heldigvis fik jeg hurtigt sagt til mit indre jeg, at det var noget jeg bare bildte mig ind. At jeg Helena havde fortjent denne lækre salat og folk jo bare kunne stirre lige så tosset som de ville, hvilket de selvfølgelig ikke bevidst gjorde, men bare noget jeg bildte mig ind.

Jeg kom igennem næsten alt salaten og havde faktisk en rigtig dejlig aften, så selvom det i starten var ret så skræmmende og angstprovokerende, især med alle de mennesker, så var jeg ret stolt af, at jeg valgte at gøre det.

Du kan, hvad du vil Helena og du bør bare stole på dit indre jeg.

Med disse ord vil jeg blot ønske jer alle en rigtig dejlig weekend.

Blev fejret på jobbet i cafeen med flag og fastelavnsboller til gæsterne

Hindbærsnitte-Kagekone til kollegaerne

En af de mange fine gaver jeg fik i fødselsdagsgave, en lækker skjorter med guld blade på.

Kæden fra Friihofsiig blev indviet på denne smukke aften

Aros set fra det smukkeste lys

Tekanden har allerede fundet sin plads og jeg glæder mig allerede til at brygge min første kop te for venner og familien i den.

Det er faktisk slet ikke så slemt at blive 31 år.

Den uendelig bro - lykkeglimt over Aarhus - Status om mit eget ve og vel

I torsdags havde jeg for engang skyld fri på en smuk solskinsdag over Aarhus. Min veninde og jeg havde derfor aftalt, at vi ville ud og gå en lang aftentur langs tangkrogen og ud mod Den uendelig bro, som Aarhus kommune jo har været så heldig, at få opstillet permanent til fordel for alle os Århusianere samt vores turister.

Det var virkelig en dejlig tur, hvor der blev snakket, grint og drukket masser af to-go-kaffe sammen med min gamle barndomsveninde. Da vi kom ud til selve broen var der heldigvis ikke så mange mennesker, som man kunne frygte til trods for det fine sommervejr, vi for engang skyld havde over Aarhus. Måske det også skyldtes, at klokken næsten var 21.30 inden vi var helt derude.

Vi fik så heldigvis den smukkeste udsigt fra broen og ind mod selv Aarhus by og jeg tænkte derfor, at jeg lige ville dele nogle af billederne med jer her på bloggen.

Der er efterhånden mange der har spurgt indtil mig om, hvordan det går med mig rent psykisk og fysisk. Tusind tak for jeres søde omtanke, I aner ikke hvor meget det betyder, at I sådan tænker på mig.

Men jo tak, det går skam rigtig fint. Der er selvfølgelig dage, hvor jeg stadig tager mine kampe og hvor hverdagens tanke "Er jeg mon god nok" ofte godt kan køre igennem mit hoved.

Jeg prøver at sige til mig selv, at Rom ikke bliver bygget på en dag. Jeg tager stadig små skridt hen ad vejen, finder mig selv og min styrke. Jeg kan dog også mærke, at via mine jobs, giver det mig styrke, selvtillid og troen på, at jeg rent faktisk godt kan få lov til at få en lille plads i samfundet.

Troen på, at jeg er god nok, har altid været noget jeg har skulle kæmpe med, men pt føler jeg, at jeg er kommet rigtig langt bl.a. ved min selvstændige virksomhed som efterhånden går rigtig fint samt mine jobs som tjenere på forskellige restauranter og cafeer her i Aarhus.

Men der er selvfølgelig også dage, hvor jeg kan have store dyk og ryge helt ned i det sorte hul og hvor troen på, at jeg ikke er god nok og burde tage mig mere sammen bare kan kamuflere min dag. Disse dage er heldigvis sjældnere og sjældnere takket være min familie og venner.

Så sent som i sidste lørdags inviterede min fantastiske bonus storesøster mig på Vejle fjord og Spa hotel nu her på torsdag. Min første tanke, da jeg fik invitationen var. Åhhhhhhh hvor lækkert, tænk en hel dag med wellness og spa sammen med ens bonussøster. 👭 Det jo ikke just hver dag, at jeg rent faktisk kan trække stikket ud, koble af og rent faktisk give mig selv lov til at slappe af og holde fri.

MEN, MEN, MEN jeg står så også i det kæmpe dilemma, at jeg ikke har turde været på offentlige steder her i Danmark i bikini de sidste 17 år og det bliver derfor min største overvindelse i år, at skulle tage med.

Jeg har dog valgt at tage med, da jeg simpelthen ikke vil lade angsten og frygten styre mit liv. Det har den gjort så mange gange tidligere, at jeg har måtte vælge en masse ting fra, men jeg er blevet en stærkere pige nu og hvis folk vil lave elevator-blikket på mig på torsdag, så må jeg lade dem gøre det.

Vi kan for alt i verden ikke være ens, nogle store, nogle små, nogle tykke, nogle tynde, men jeg tror på, at hvis vi hver især ser hinanden som et unikt og enestående menneske med hver vores forskelligheder, så vil verden være et rare sted at leve i.

Tirsdags tanker fra mig til alle jer.

Jeg lukker mine øjne i Aarhus

Jeg har fundet min plads i livet, har du?

I går aftes sad jeg og så den dokumentar "Drengene mod pigerne" som har været vist på TV2 de sidste onsdage. 

Jeg synes det er mærkværdigt at se, hvor stor forskel der er på pigerne og drengenes motivation for at lave lektier samt deres stræben efter at få de høje karakter. 

Man ser tydeligt, at det er pigerne som stræber efter 10 og 12 tallerne, mens drengene tager det stille og roligt.

Jeg har selv været en pige der igennem min folkeskole, gymnasietid samt mit studie på pædagogseminariumet gået meget op i at få lavet mine lektier samt at få gode karakter. Der med ikke sagt, at det også til tider var en hård tid, fordi stræben efter den perfekte karakter og følelsen af, at man ikke var god nok, hvis ikke man fik 10 eller 12 kunne være opslidende.

Når jeg ser dette program, har jeg så ondt af de piger der kæmper deres kamp for at få de bedste karakter for at de kan komme ind på deres drømmestudie eks. som medicin, psykolog eller dyrlæge. Man ser tydeligt at de slet ikke får nyt deres ungdomsliv med veninder fester og familien.

Jeg har selv gennemført mit studie med gode karakter, men jeg kunne sagtens være de karakter foruden.

Som en pige fra udsendelsen udtrykte sig:

"Hvis ikke jeg får 10 eller 12, så føler jeg mig ikke rigtig god nok."

Men spørgsmålet er så, hvad er egentlig godt nok i dette samfund?

Jeg kunne helt sikkert godt være de karakter foruden. Jeg har alligevel fundet en plads i livet og det tror jeg også, de piger gør.

Forårsglimt fra mit lille kreabord. Her er der nemlig plads til at være den, jeg er uden stræben efter at være perfekt og bange for ikke at slå til.