Jeg har slet ingen ord for, hvad der er sket i Danmark, særligt i København her de sidste par dage. Det er helt uvirkeligt for mig, at så tragiske hændelser kan ske her i vores lille land. Ufattelig hvilken terror et menneske, måske flere, kan finde på at gøre imod så uskyldige mennesker.
I går aftes sad jeg og så de forskellige mindehøjtideligheder der var i TVèt. Jeg må indrømme, at jeg blev meget rørt over at se, så mange mennesker som trodsede det kolde vintervejr og stillede op foran Rådhuspladsen i København. Så følsomme og rørende taler som blev holdt af forskellige folk og ikke mindst de smukke sange, der blev fuldført hen over aftenen af bl.a. Pernille Rosendahl.
Jeg fik et stik i hjertet og følte med mig selv, at jeg simpelthen blev nødt til at skrive mine tanker og ord for, hvilken medfølelse jeg for de pårørende, som i dag har mistet deres kære.
For noget tid siden tegnede jeg denne rose, som jeg synes symboliserer det danske samfund meget godt.
Vi er alle forskellige som mennesker. Både hvad det angår nationalitet, om vi er mand, kvinde, tyk eller tynd, barn eller voksen, så vil vi altid være forskellige. Og lidt ligesom roser, som også kan se så hvidt forskellige ud, selvom de kommer fra samme have, så vil de ligesom et menneske heller ikke være ens. Os der bor her i Danmark må derfor stå sammen som samfund og kæmpe for, at der ikke sker sådanne tragiske hændelser igen. Det vi gjorde her i går aftes var netop, at vi stod sammen som en samlet befolkning, trodsede alle de vanlige mandagsgøremål og mindedes de mennesker, som hen over de sidste dage har måttet lade livet.
Mine tanker går til de efterladte og deres pårørende.
