Først og fremmest tusind tak for alle jeres søde hilsner fra forrige indlæg. Det varmede så inderligt at læse alle jeres søde kommentarer.
Jeg er blevet inspireret fra Anna med bloggen LaRaLiL til at tage en udfordring op for år 2014. Anna har valgt at udfordre sig selv med at skulle sy en kjole for hver måned, og jeg tænkte derfor, at jeg også ville udfordre mig selv med et kreativt projekt for hver måned. Og hvad ville da ikke være mere oplagt end at tegne en ny tegning for hver måned, når nu jeg alligevel er så vild med at tegne.
Min udfordring skal derfor være, at jeg for hver måned tegner mindst en tegning, og jeg kan allerede nu vinge denne måneds udfordring af med denne tegning, som jeg netop synes beskriver mit indre hoved lige nu.
Jeg er knap nok kommet over min bacheloreksamen før der er en masse nye ting, som skal udfyldes og indmeldes. Det her med at gå fra SU til dagpenge kan nemlig være ret så forvirrende, og jeg vil da ikke være bleg for at indrømme, at det kan være noget stressende, fordi jeg jo gerne vil gøre det ordentlig og på den helt rigtige måde, så jeg er sikker på, at kunne få mine dagpenge. Men hold fast hvor er der mange papirer der skal registreres og udfyldes før man endelig kan modtage sine dagpenge og ikke nok med det, så skal der jo også skrives og laves en masse ansøgninger på jobnet. Så tro mig, det at gå ledig kan jo næsten være et fuldtidsarbejde i sig selv. Er jeg alene om denne holdning eller er der flere der kan nikke genkendende til det?
Hvis du forresten også har lyst til at tage en udfordring op her i år 2014, er du mere end velkommen til at skrive en kommentar under dette indlæg evt. med et link til din blog. Det kunne nemlig være lidt sjovt at se hvilke udfordringer der ellers bliver lavet her i år. Det behøver nødvendigvis ikke være kreative projekter. Det kan også være emner som vægttab, inspiration til mad, bøger mm.
