Viser opslag med etiketten Tegninger med køer. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Tegninger med køer. Vis alle opslag

lørdag den 4. juni 2016

Kalven Ferdinan og lille startguide på mine zentangle illustrationer

På opfordring fra mange af mine læsere vil jeg i dette indlæg give jer lidt tips og teknikker på, hvordan du bedst kommer i gang med at tegne zentangle-tegninger eller doodles, som de også kaldes.

Fakta om zentangle/doodles:

Zentangle er en tegnemetode, opfundet af Rick Roberts og Maria Thomas. Den kan bruges af stort set alle der kan holde en blyant i hånden.
Zentangle er en meditativ tegnemetode, der går ud på at skabe billeder med gentagne strukturelle mønstre. Det lyder meget kompliceret, men er faktisk noget som vi alle sammen har lavet på et tidspunkt i livet. Eks. mens vi kedede os i timerne i skolen eller mens vi ventede hos lægen.

Det er faktisk ikke andet end flotte og finurlige kruseduller, gentagne enkle streger der er struktureret til et billede. Samtidigt med at zentangle tegning er afslappende, kan det også være med til at øge fokus, koncentration og kreativitet. En metode som f.eks. kunstnere kan have gavn af. Men også andre kan nyde mange fordele af det. Eks. lindre stress, øge inspiration og selvværd, udvikle/genoprette finmotorik og især for mig flytte fokus fra dagligdagens tankemylder.

Materialer jeg vil anbefale dig at invistere i:
  • Artline kuglepinde fra 0,005 mm, 0,1 mm, 0,2 mm og 1 mm. Kan købes i Bog og Ide og diverse hobbyforretninger.
  • Gode akvarel blyanter til at lave lys og skygge, kan også købes i både Bog og Ide samt hobbyforretninger.
  • Akvarelpapir og her skal du ikke købe den billige variant, da det skal være af en god tyk kvalitetspapir, så din streg ikke tværer ud, når du skal tegne små lige streger efter hinanden.
  • Lineal
  • Viskelæder
  • Som inspiration og gode opstartsbøger til forskellige mønstre er der rigtig mange at finde i boghandleren eller på nettet.

Jeg starter som udgangspunkt altid med at tegne mit motiv op med blyant for tilfælde af fejl, da kan det viskes ud. Er du ikke så fern med at tegne, kan du også starte med simple motiver som eks. en blomst eller bare enkle mønstre, se evt mine første DIY-tegninger her eller her

Herefter tegner jeg op med den tykkeste af kuglepindene i dette tilfælde den der hedder 1 mm. Hvis du gerne vil have de yderste streger fremhævet yderligere, kan du også anvende en kuglepind på 1, 2 mm.

Når du har tegnet dit motiv op med den sorte kuglepind, skal du nu i gang med at tegne firkanter og  trekanter inde i dit grundmotiv, det er dem du herefter skal doodle indeni- altså lave forskellige mønstre i. Det er selvfølgelig en smagssag om du vil lave de her firkanter og trekanter, men personligt synes jeg, det bliver pænest, for på den måde gør det det nemmere for beskueren at se, hvad selve dit hovedmotiv skal forestille .

Når du har fyldt hele dit hovedmotiv ud med fir- og trekanter er det nu det meditative begynder. Nu skal du nemlig i gang med at doodle hullerne ud med de forskellige mønstre og her er det kun fantasien der sætter grænser. Til at starte med, kan du lave små enkle mønstre som eks. sort/hvid tern, små enkle cirkler, herlekinsfirkanter mm. men jo mere sikker og øvelse du bliver i din streg, jo flere  variationer vil der komme i dine mønstre, det kræver blot øvelse.

Og til sidst er der bare at få udfykdt alle hullerne ud med diverse møsntre indtil dit grundmotiv er udfyldt.
Se evt. min step-tegninger

Rigtig god fornøjelse.

Step 1

step 2

step 3

Færdige Ferdinan

Ferdinan er allerede blevet taget rigtig pænt imod og allerede nu er der flere der har forudbestilt ham.
Han kan bestilles pr. mail på: helena.engelbrecht@yahoo.dk eller på min Facebookside hvor han også er at finde inde i albummet med Køer.





onsdag den 10. februar 2016

Jeg kender en ko og den hedder Bo og lidt forhistorie om min far.

Ja, så blev der vidst sagt muuuuuuhhhhh for alle pengene og nu mindst 10 Artline-kuglepinde fattigere. Lige siden jeg startede med at tegne, har jeg igennem tidens løb altid elsket at tegne køer. Jeg kan dog ikke helt præcist lige sige, hvad det er der fascinerer mig ved at tegne dem, men alligevel tror jeg, måske godt jeg ved, hvad jeg fanges ved netop koen/tyren.

Helt tilbage da jeg var lille og min far levede, boede jeg på en bondegård, hvor min far havde et økologisk landbrug. Han var bl.a. en af de første landmænd, som startede med at have de økologiske Jersey-køer, som han blev meget kendt for. Desuden solgte han også økologiske grøntsager hver onsdag og lørdag inde på Ingerslev Boulevard her i Aarhus og blev endda årets torve/grønthandler i 1990.

I mine barndomsår har jeg derfor altid vågnet op med en ko på marken og frisk mælk lige fra stalden, så måske det er derfor, jeg har en eller anden form for kærlighed til køerne.

Hvis du har lyst til at læse mindeord fra min far, som jeg skrev fire dage efter hans død i 2012, så kan du genlæse mit indlæg lige her .

Tilbage til tegninger. Der er lidt for enhver smag både til børneværelset, til drengeværelset, til det alvorlige arbejdsværelse og stuen.

Hvilken en kan du bedst lide?


Tyren Magda

Den trosige okse Arnold

Den stille ko Jane

Den snedige Marvin

Den glade ko Magda

Frække Ernst

Lumske Frode

Frida