Aarhus fadet, Aros fadet eller blot bare Livets cirkelfad

Aarhus fadet, Aros fadet eller blot Livets cirkelfad

Engang imellem må man altså godt være lidt stolt af det, man selv får lavet og det vil jeg også godt erkende, at jeg er med dette farverige fad. Dels fordi det har taget mig mange beslutninger om, at udvælge hvilke farver, fadet skulle have.

 Skulle det have nogle farver?

 Skulle jeg bryde nogle grænser?

Skulle jeg tage nogle valg, som jeg ikke har gjort før?

Ja, som I nok kan læse har jeg haft mange overvejelser om lige præcis dette fads udseende, men resultat er jeg heldigvis også blevet rigtig godt tilfreds med, så tilfreds at jeg uden tvivl godt tør kaste mig ud i flere farver.

Igennem mit nu 31 årige lange liv har jeg måtte tage mange valg og beslutninger, som ikke just har været lige nemme at udføre. 

Valg som har kostet mig mange kampe, blod, sved og tårer. Valg som jeg til tider har måttet opgive for en stund, for så senere at genoptage dem og udføre på bedste vis, så godt som jeg nu engang har været  i stand til at udføre.

Livet er fyldt med valg og beslutninger som skal træffes, men jeg tror ikke på, at nogle mennesker kan gå et liv igennem uden at skulle ramme ind i valg, som også for dem kan være svære dels at træffe men også at udføre.

Da jeg skulle vælge, hvilke farver mit fad skulle være, var jeg lige ved at træffe det valg, jeg næsten altid vælger, nemlig det sikre valg de sort/hvide farver.

 Men engang imellem skal der forandring til her i livet end dem man ellers plejer at vælge og det var også det, jeg valgte at gøre lige med dette Regnbue/Aarhus fad.

Det var en stor beslutning for mig at vælge at male fadet i andre farver end lige sort/hvid, dog en beslutning som jeg heldigvis i dag, nu fadet er kommet ind i mit køkken og stå, kan se var den rigtige beslutning. 

.Et farverigt fad med glade, lyse men også mørke og lidt tungere farver. Et fad som skal være et symbol på mit liv, måske også dit liv.

 At livet ikke altid kan være en dans på røde, lyse farver, men at der også vil være bump på vejen i form af de mørke og dunkle farver. 

Livet går i ring, i ring og i ring, men der vil aldrig være en dag, som vil være den samme som dagen før.

De beslutninger og valg du tog i dag behøver nødvendigvis ikke være de samme, som du tager i morgen, om en måned eller måske et år.

Livets fad, Aros fadet, Regnbuefadet, Livets cirkelfad, ja der kunne være mange fangede titler på lige netop dette fad og det er netop derfor, jeg har brug for JERES hjælp til at finde en fin titel til netop dette fad.

Hvad ville du kalde det?

Fadet før brænding i ovnen

Fadet efter brænding

Det er uden tvivl ikke sidste gang jeg besøger cafe Art by me

The Rainbow, den her bygning er og bliver et ikonisk varetegn for Aarhus og inspirationen til mit fad..

At blive 31 er faktisk slet ikke så slemt som det måske lyder - Endnu et skridt mod lyset

Ja, så blev jeg lige et år ældre siden sidste indlæg og selv om jeg rent faktisk rundende de 31 vintre i torsdags, ja så føler jeg mig stadig ret ung, hvis jeg selv skal sige det :-)

Måske det skyldes, at jeg heller ingen børn har, jeg skal ikke gøre mig klog på dette punkt, men jeg kan da nyde at sove længe i weekenderne, når jeg da ikke skal op på arbejde

Først og fremmest skal I alle sammen have stor tak for alle jeres søde fødselsdagshilsner både på min instagram @helenasolskin og via jeres personlige beskeder sendt direchte til mig derinde.

 

Jeg har været helt overvældet af glæde af, at så mange har skrevet og sendt mig en lille hilsen på min fødselsdag endda rigtig mange af jer, som jeg slet ikke har mødt face to face men kun igennem dette virtuelle medie som instagram og facebook.

Min dag startede tidligt med morgenkaffe og blomster af min dejlige mor, senere stod den på fejring af de sødeste kollegaer på arbejdet, hvor jeg havde den største hindbærsnitte-kageKVINDE med til dem. (Se billedet længere nede)

Det er efterhånen gået hen og blevet en hyggelig lille tradition, at jeg hvert år til min fødselsdag bestiller en kagekone til mine skønne kollegaer på Kvindemuseet.

Dagen sluttede af på bedstevis med familien, de dejligste gaver heriblandt min nye tekande fra Royal Copenhagen, som jeg længe har ønsket mig.

Som nogle af jer måske allerede spottede via mine stories på instagram, så havde jeg valgt, at tage endnu en udfordring op på denne aften apropos dette indlæg.

Endnu en af de udfordringer som ikke just var nemme, men jeg havde sagt til mig selv, at jeg skulle give mig selv lov til at prøve noget nyt.

Jeg havde derfor valgt at tage ud og spise med min familie om aftenen på Cafe Stiften, et sted jeg aldrig før har spist på og derfor en kæmpe udfordring for mig.

Dels fordi jeg ikke rigtig anede, hvad de havde på menuen, dels fordi der som regel altid er mange ude at spise på netop denne aften på grund af valentinsdag og vinterferien, hvilket er noget der kan skræmme mig.

Som jeg næsten også havde forventet på denne aften var restauranten propfyldt med mennesker og stort set ingen borde ledige, hvilket allerede der gjorde mig en del nervøs.

Vi fik heldigvis et dejligt bord ikke alt for tæt på andre borde og til mit store held kunne man bestille en lækker salat, hvilket for mig er det nemmeste at spise, når jeg er ude på offentlige steder med mange mennesker.

Jeg bestilte en helt plain salat med gulerod, tomat, agurk og forskellige andre grøntsager samt lidt fugt.

Da tjeneren kom med vores mad, blev jeg først lidt skræmt, da jeg synes min  salat var alt for stor, især fordi jeg følte, at stort set alle de andre gæster kun stirrede på mig.

Heldigvis fik jeg hurtigt sagt til mit indre jeg, at det var noget jeg bare bildte mig ind. At jeg Helena havde fortjent denne lækre salat og folk jo bare kunne stirre lige så tosset som de ville, hvilket de selvfølgelig ikke bevidst gjorde, men bare noget jeg bildte mig ind.

Jeg kom igennem næsten alt salaten og havde faktisk en rigtig dejlig aften, så selvom det i starten var ret så skræmmende og angstprovokerende, især med alle de mennesker, så var jeg ret stolt af, at jeg valgte at gøre det.

Du kan, hvad du vil Helena og du bør bare stole på dit indre jeg.

Med disse ord vil jeg blot ønske jer alle en rigtig dejlig weekend.

Blev fejret på jobbet i cafeen med flag og fastelavnsboller til gæsterne

Hindbærsnitte-Kagekone til kollegaerne

En af de mange fine gaver jeg fik i fødselsdagsgave, en lækker skjorter med guld blade på.

Kæden fra Friihofsiig blev indviet på denne smukke aften

Aros set fra det smukkeste lys

Tekanden har allerede fundet sin plads og jeg glæder mig allerede til at brygge min første kop te for venner og familien i den.

Det er faktisk slet ikke så slemt at blive 31 år.

Jeg har fundet min plads i livet, har du?

I går aftes sad jeg og så den dokumentar "Drengene mod pigerne" som har været vist på TV2 de sidste onsdage. 

Jeg synes det er mærkværdigt at se, hvor stor forskel der er på pigerne og drengenes motivation for at lave lektier samt deres stræben efter at få de høje karakter. 

Man ser tydeligt, at det er pigerne som stræber efter 10 og 12 tallerne, mens drengene tager det stille og roligt.

Jeg har selv været en pige der igennem min folkeskole, gymnasietid samt mit studie på pædagogseminariumet gået meget op i at få lavet mine lektier samt at få gode karakter. Der med ikke sagt, at det også til tider var en hård tid, fordi stræben efter den perfekte karakter og følelsen af, at man ikke var god nok, hvis ikke man fik 10 eller 12 kunne være opslidende.

Når jeg ser dette program, har jeg så ondt af de piger der kæmper deres kamp for at få de bedste karakter for at de kan komme ind på deres drømmestudie eks. som medicin, psykolog eller dyrlæge. Man ser tydeligt at de slet ikke får nyt deres ungdomsliv med veninder fester og familien.

Jeg har selv gennemført mit studie med gode karakter, men jeg kunne sagtens være de karakter foruden.

Som en pige fra udsendelsen udtrykte sig:

"Hvis ikke jeg får 10 eller 12, så føler jeg mig ikke rigtig god nok."

Men spørgsmålet er så, hvad er egentlig godt nok i dette samfund?

Jeg kunne helt sikkert godt være de karakter foruden. Jeg har alligevel fundet en plads i livet og det tror jeg også, de piger gør.

Forårsglimt fra mit lille kreabord. Her er der nemlig plads til at være den, jeg er uden stræben efter at være perfekt og bange for ikke at slå til.