lørdag den 11. juli 2015

At være barn for en dag i Djurs Sommerland

Det er efterhånden ved at være en fast tradition, at mine barndomsveninder helt tilbage fra folkeskolen og jeg en gang om året tager i Djurs Sommerland. Dette skulle vi selvfølgelig gøre igen i år og vi havde derfor planlagt denne dato, altså i lørdags, for godt og vel to måneder siden. Når vi alle har en travl og presset kalender med hver vores fuldtidsarbejde, ja så er det altså ikke lige helt så nemt at få fastlagt en dato, hvor vi alle har kunnet.
 
I lørdags var så dagen, hvor vi skulle afsted og heldige som vi var til trods for de mange regnbyger, vi havde haft i ugen op til, ja så skinnede solen fra en skyfri himmel hele dagen, pånær da vi skulle hjem, så det kunne jo ikke være bedre.
 
Det at få lov til at skeje ud som et barn en hel dag og bare suse rundt i de forskellige forlystelser, det er altså bare noget, vi alle elsker.
 
Vi havde lidt gruet for, at der ville være rigtig mange mennesker inde i parken på sådan en solskinsdag samtidig med, at det jo er industriferie, men det var til vores store overraskelse ikke så slemt som først regnet og vi fik da også prøvet mange af forlystelserne, især Piraten, op til flere gange.
 
Noget af det jeg bl.a. nyder ved at være i Djurs Sommerland er, alle de mange græsarealer med plads til at sidde og nyde sin medbragte mad, evt. over grillen samtidig med, at ens børn kan lege og hoppe i trampolinerne, det er altså noget som jeg synes er super lækkert. Så er man jo netop fri for at være bundet af at skulle købe alt det junkfood, som man alligevel ikke bliver ordentlig mæt af.  Nu er jeg jo heller ikke lige den store junkfood-spiser, men mine veninder synes faktisk også, at det er lækkert at have sit eget mad med, så bestemmer man jo også helt selv, hvad man vil spise. Vi havde bl.a. lavet pastasalat med pesto og grøntsager, grøntsags stænger, pølsehorn, grovboller og smurt sandwiches, så der var lidt for enhver smag.
 
Det var alt i alt en super dejlig dag med masser af sol, hygge, skrig og skrål, killen i maven og røde kinder. Så hvad mere kunne vi have ønsket os på sådan en dejlig lørdag.
 

 
Piraten som vi prøvede op til flere gange.



 
Min venindes kæreste som også var med, var super sej på Tarzan-banen.

 
Nogle havde brug for et hvil i løbet af dagen.