Mit sygdomsforløb igennem de sidste 13 år 1. del

Egentlig har jeg det super godt, er i gang med en spændende uddannelse, og jeg har et stort socialt netværk. Det seneste års tid, har jeg alligevel, op til flere gange taget mig selv i at tænke: ” Er det virkelig det? Der må være noget mere…….

Ikke mindst når jeg ser på mine veninder, som begynder at få børn og køber hus sammen med deres kæreste. De har bevæget sig væk fra den ungdomstilværelse, jeg til tider stadig fastholder mig i. Som single, bosiddende i en rigtig hyggelig lejlighed i hjertet af Århus med masser af venner og arrangementer og ikke mindst masser at lave i forbindelse med min uddannelse, samt alle mine dejlige fritidsinteresser. Det er gået op for mig, at jeg midt i alle mine dejlige gøremål glemmer at lytte til mig selv, og derfor stiller jeg mig selv det spørgsmål: ”Hvad er det egentlig, jeg vil? Hvad er det gode liv for mig?

Da jeg først begynder at give den indre uro opmærksomhed, begynder spørgsmålene at tumle rundt, og det går op for mig, at selv hvis jeg kendte svaret, ville jeg ikke vide, hvordan jeg skulle ændre det. For hvor skal man begynde, og hvor skal det ende? Sommetider kan det føles helt uoverskueligt at forandre selv den mindste ting, og det går op for mig, at det, jeg inderst inde frygter, er at slippe kontrollen. Det at slippe det kendte og kaste mig ud i uvisheden. Men samtidig er jeg også klar over, at det er lige præcis det, jeg har brug for. Et skub, der kan få mig til at genfinde lysten til at spise som en helt normal person.

1.      del
      Jeg har længe gået og haft i tankerne, at jeg ville skrive et indlæg på min blog om min sygdom anoreksi, som jeg desværre har kæmpet med de sidste 13 år. Jeg må ærligt indrømme, at det er lidt af en udfordring for mig, sådan at skulle fortælle om min sygdom, og om hvordan jeg har haft det, især i de svære perioder, men jeg er nu nået så langt med mig selv, at jeg nu godt tør åbne mig op omkring det herinde.

Den uskyldige slankekur tog overhånd?
Jeg kan tydeligt huske, hvordan det hele startede, faktisk for at være mere præcis d. 14. februar 1999 på min 12 års fødselsdag. Mine forældre blev allerede skilt, da jeg var 4 år, så da jeg alligevel boede fast hos min mor, og kun besøgte min far i weekenderne, var det derfor oplagt, at min fødselsdag blev fejret med min mor, min stedfar, storebror og mine stedfars to piger, som han havde fået fra et tidligere forhold, samt min kære mormor. Vi skulle på restaurant og spise om aftenen og det var alt sammen vældig hyggeligt lige indtil, at der var en stemme i mig, der pludselig begyndte at fokusere på, at jeg ikke måtte spise så meget, fordi jeg gerne ville tabe mig lidt. Jeg var på dette tidspunkt hverken tynd eller for tyk, men det skadede da ikke lige at tabe de overflødige hvalpefedtsdæller, som jeg altid har haft helt tilbage fra barns ben.

Fra den dag af gik det kun ned ad bakke. Jeg begyndte at skære mere og mere fra maden som slik, is, chips, kød, sovs og til sidst spiste jeg stort set kun grøntsager og frugt. Samtidig med det meget lave kcal. indtag, havde jeg et træningsprogram i løbet af ugen, som så nogenlunde således ud, og nej jeg overdriver ikke.
Mandag: Cykle 22 km og derefter igen at cykle til håndbold ca. 7 km hver vej og samtidig træne håndbold en time.
Tirsdag: Cykle 22 km og derefter gå en rask tur på 1 time.
Onsdag: Cykle 22 km. samt aerobic om aftenen i 1½ time.
Torsdag: Samme træningsprogram som mandag.
Fredag, lørdag og søndag var det weekend, så der måtte jeg godt ”nøjes” med at cykle de 22 km.

Heldigvis kan jeg godt se den dag i dag, at det var helt hen i vejret.

Ud fra de meget få kcal, jeg indtog og samtidig med dette træningsprogram gik der derfor ikke mange måneder før, at min mor og far kunne se, at der var et eller andet helt galt. På dette tidspunkt kendte man ikke så meget til anoreksi, som man gør i dag, men jeg fik et par samtaler med min læge, og hun kunne efterfølgende se, at det nok var bedst, at hun fik mig videresendt ud på Børne -og Ungdompsyk i Risskov. Den første samtale, og også den eneste jeg fik, inden jeg blev indlagt, var hos en meget sød psykolog. Hun var meget sød og forstående og dialogen imellem os, husker jeg som meget åben. Dog var jeg på intet tidspunkt åben omkring en indlæggelse.

Efter en uges tid, og her snakker vi den sidste dag før skolernes sommerferie, husker jeg tydeligt, at min mor ikke vil have, at jeg skulle i skole, fordi jeg skulle indlægges. Jeg havde slet ikke haft i tankerne, at jeg skulle indlægges, især fordi vi slet ikke havde snakket om det derhjemme. Min mor var på daværende tidspunkt meget bange for min reaktion, og turde derfor ikke fortælle mig det, før min tante var hos os, så de sammen kunne fortælle mig, at jeg skulle indlægges for efterfølgende at køre ud på Børne - og Ungdompsyk i Risskov. Jeg husker tydeligt turen som ganske forfærdelig, tror det har været den længste tur fra Skanderborg til Århus nogensinde.

Min første indlæggelse
Jeg blev modtaget af en meget sød sygeplejerske på Børne -/ungeafsnittet, hvor aldersgruppen var fra 7-14 år, og der var desuden børn/unge med andre diagnoser en spiseforstyrrelse. Jeg var som sagt meget meget vred, bange og ked af, at jeg nu skulle indlægges, jeg var trods alt kun 12 år, så det var en kæmpe omvæltning lige pludselig, at skulle varetages af andre mennesker end min mor og far. Min mor og min far, som også var kommet op til Århus fra Vejle var ved min side, både da der skulle tages blodprøver, måling af puls og hvad dertil hører af formelle procedure ting, for sidst men ikke mindst vejning, som jeg gruede meget for, da jeg ikke havde været på vægten de sidste 4½-5 måneder, så jeg var meget bange for, hvad vægten ville sige efter det lave kcal. indtag de sidste måneder, samt den hårde træning. Jeg husker det som en meget meget barsk oplevelse, fordi jeg var så bange for den vægt, jeg ved ikke om I kan forestille jer, hvor bange jeg har været, men det kan beskrives lidt ligesom, at man er angst for ædderkopper. Der skulle derfor flere personaler til at holde mig, for at jeg kunne komme op på vægten, og tallet var da også voldsomt skræmmende, for vægten sagde kun 29 kg med min højde på 1,60 cm.

Efterfølgende kom jeg over på den lukkede afdeling, fordi personalet vurderede, at jeg var til fare for mig selv, og de mente derfor, at jeg ville få mere ro derover. Der ud over kunne jeg også få et dobbeltværelse, så min mor kunne sove hos mig de første nætter, hvilket jeg var super glad for. Den dag i dag, er det stort set umuligt, at kunne få lov til at have sine forældre til at sove hos en de første nætter på grund af pladser og besparelser, men det var jo også 13 år siden, så meget har ændret sig i dag. På den lukkede afdeling var aldersgruppen fra 14-18 år, så jeg var derfor den yngste på denne afdeling, men det gjorde mig ikke så meget, for de første mange dage var det eneste jeg lavede, at spille ludo med min mor, samt de 5 gange dagligt, hvor der blev serveret mad for mig med en sygeplejerskes overværelse, men jeg spiste intet. Jeg var så bange for at spise og tage på, og når nu jeg slet ikke kunne komme ud og dyrke motion, så ville jeg da i hvert fald slet ikke indtage noget, hvilket jeg da havde gjort lidt derhjemme inden indlæggelsen.

 Efter 2-3 dage kunne lægerne ikke se andet end, at der skulle en sonde til, og den dag i dag, kan jeg også se, at det var det rigtigste at gøre, for jeg var så langt ude, at hvis de ikke havde gjort det, så var jeg nok død den dag i dag. Det var den værste oplevelse i mit liv nogensinde, og jeg glemmer det aldrig. Normalt skal man sidde op, når man får en sonde i, men fordi jeg var så aggressiv, så blev lægerne nød til at holde mig imens jeg lå ned, og det gjorde derfor meget mere ondt, end det burde gøre. Til gengæld har det også fået mig til at få et så stort skræmmebillede af at få sonde, at jeg aldrig nogensinde vil have det igen, så hellere spise rigtig mad. Det skal også lige siges, at jeg aldrig har fået sonde siden, på nær en gang, som jeg senere vil komme ind på.

Der gik ca. 1 uge hvor der 5 gange dagligt blev tilført  mad igennem min sonde, og samtidig med det så havde min mor stadig fået lov til at overnatte hos mig, hvilket var en meget stor tryghed for mig. Jeg husker tydeligt, at hun læste op af ”Niels Holgersens vidunderlige rejse” hver evige eneste aften, en helt fantastisk historie, som alle burde læse. Jeg tror, at det har været meget hårdt for mine forældre at se, at jeg havde det så svært, især min mor da vores forhold altid og er stadig den dag i dag det tætteste mor-datter forhold man kan forestille sig. Jeg elsker min mor overalt på jorden, og hun har virkelig kæmpet og gjort meget for mig.

Efter 1 uge besluttede lægerne, at jeg skulle have sonden op, de mente nemlig, at det var bedst at der ikke skulle gå for lang tid med sondeernæring. Det skal nemlig lige siges, at jo længere tid der går, desto svære er det, at begynde at spise rigtig mad igen. Igen forsøgte sygeplejerskerne, at servere mad til  mig 5 gange om dagen. Jeg begyndte da også at spise lidt af grøntsagerne og fugten, men det var jo langt fra nok. Jeg fik målt mit blodtryk 2 gange om dagen og søndag eftermiddag var det så dårligt, at lægerne ikke turde have mig ude på Børne/ungdomspsyk, og derfor vurderede de mig til, at jeg skulle på det gamle Amt sygehus, så de kunne holde øje med mit blodtryk 24/7. Min mor var denne eftermiddag lige kørt hjem et lille smut, så da de ringede fra psyk. og fortalte, at mit hjerte var så dårligt, at jeg nu var nød til at komme på sygehuset, blev min mor selvfølgelig meget bekymret. Mærkeligt nok, så følte jeg mig hverken dårlig eller svimmel, selvom at mit blodtryk var så svag, og jeg kan faktisk også huske, at jeg snakkede og lavede små vigtigheder med ambulancefolkene i bilen på vej derhen. Selvom min situation til tider har været meget alvorlige, så har jeg nu altid formået, at holde modet oppe, og lysten til livet har næsten altid været der, uanset hvor svært jeg så har haft det.

På Amt sygehuset var det, for at sige det mildt, død kedeligt. Der var kun en seng samt et fjernsyn. Ingen kreative ting at lave, som der til gengæld var så rigeligt af ude på psyk. Jeg har altid været en meget kreativ pige, både hvad der angår det musiske og det håndværksmæssige, så det jeg de sidste mange dage havde fået tiden slået ihjel med på psyk. var de kreative sysler samt lidt klaverspil i dagligstuen. Men dette var der som sagt ingenting af her, så tiden var dræbende, og jeg ønskede ligefrem at komme tilbage på Børne - og Ungdomspsyk igen. Men det kunne først lade sig gøre, når lægerne mente, at mit hjerte var forsvarligt til at blive indlagt ude på psyk. Efter 5 dage, stadig uden sonde, blev jeg kørt tilbage til Børne – og Ungdomspsyk, og da det jo var i sommerferien, at jeg var indlagt var afdelingerne derfor slået sammen, så jeg skulle derfor ikke over på Børnepsyk, men der i mod blive på den lukkede afdeling. Det var ikke fordi, at jeg var for syg til at være på Børnepsyk, men der var ingen grund til at flytte fra den ene afdeling til den anden efter blot få dage, så derfor fik jeg nu et enemandsværelse på den lukkede, hvilket også indebar, at min mor IKKE måtte overnatte hos mig mere, men blot måtte komme på besøg to timer dagligt. Puhaaa det var en kold tyrker, at vende tilbage til. Og samtidig med det, så forlangte de nu, at jeg skulle spise alt hvad der blev serveret på tallerken, hvilket jeg før ikke havde behøvet, der skulle jeg blot spise det, jeg kunne. Hvis ikke jeg gjorde dette, blev der lagt en sonde igen, og dette gruede jeg jo bare helt vild for. Så jeg tog gaflen i den rette hånd og begyndte at spise igen. 

På rette kurs

Den først uge var meget hård at komme igennem, men alligevel havde jeg kampgejst og viljen til at kæmpe mod sygdommen. Jeg fik dagene til at gå med fordybelse på afdelingens kreative værksted, hvor jeg brugte de fleste timer, ud over de 5 gange, hvor der blev serveret mad til mig inde på mit værelse. Jeg har altid, uanset hvor langt jeg så har været nede, været et meget socialt menneske, hvilket ikke altid er kendetegnet ved personer med anoreksi. De lukker sig ofte inde i sig selv, og kan for det meste ikke overskue for mange mennesker af gangen. Men sådan har jeg heldigvis aldrig haft det, og der var fra min side også en stor vilje og lyst til, at komme ud og spise i dagligstuen sammen med de andre patienter, hvor mange af dem, havde samme diagnose som mig. Efter ca. 1½ uge fik jeg lov til, at komme ud sammen med de andre, hvilket var utrolig befriende, men samtidig kan jeg også i dag se, at det måske var en ulempe. Jeg tillærte mig nemlig mange anorektiske spiseadfærd, hvilket jeg ikke havde gjort førhen. Jeg havde jo fået at vide, at jeg havde fået diagnosen anoreksi, og jeg tænkte derfor, at jeg så burde opføre og tillære mig nogle af de samme anorektiske adfærdsmønstre. Bl.a. begyndte jeg at spise langsomt, riste rugbrødet, skære maden ud i små bidder, smuldre brødet, og spytte mad ud i servietten bag om personalets ryg. Alle disse ting, havde jeg ikke gjort inde på værelset, så det var på en måde en lidt dårlig ide, at jeg skulle ud iblandt de andre, men dette kunne jeg jo ikke vide på forhånd. Jeg havde også hørt i min øresnegl, at der var nogle som stod og motionerede ude på toilettet, hvilket også trickede mig, men jeg gjorde det ikke. Jeg havde nemlig i sigte, at nå op på den minimumsvægt, som lægerne mente, var forsvarligt i forhold til en udskrivelse. Jeg har altid været meget flittig med hensyn til skolen, og da jeg jo var indlagt i sommerferien, havde jeg derfor ikke gået glip af noget undervisning, hvilket var utrolig vigtigt for mig. Jeg havde derfor som mål, at nå op på 38 kg inden skolestart, hvilket måske var lidt urealistisk. Men, men, men, med kampgejst og motivation, så klarede jeg det næsten. 1 uge før skolestart hvor den ugentlige mandagsvejning stod for døren, viste min vægt 37,3 kg, og min læge samt kontaktperson syntes simpelthen, at jeg havde kæmpet så flot, så de spurgte mine forældre, primært min mor, da det jo var hende jeg boede hos, om de var indforstået med, at jeg blev udskrevet, så jeg kunne være klar til at starte i 6. klasse sammen med mine klassekammerater. Det var de selvfølgelig rigtig glade for, men de skulle også være forberedte på en lang kamp med en fast kostplan, samt en ugentlig vejning og samtale ude hos dem. Lægerne så nemlig, at min vægt yderlige skulle stige op til 42 kg, da jeg jo stadig var i voksealderen.

Jeg kan godt love jer for, at det var en glædens dag, da jeg fik den gode nyhed om, at jeg skulle udskrives. Jeg var på den ene side så hjuplendes glad, men samtidig også lidt angst for, hvordan det hele nu skulle komme til at gå. Jeg havde jo slet ikke været ude for en dør i 7 uger, og samtidig med det, så skulle jeg jo også til at følge en kostplan med min mors støtte.

Tilbage til hverdagen, men nu med KOSTPLAN
Min mor havde taget overlov fra hendes arbejde, for at støtte mig ved alle 5 måltider. Den eneste person, som jeg også kunne spise sammen med var min dejlige mormor, som jeg netop altid har haft et meget nært forhold til. Heldigvis for min mor, for så kunne hun jo få lidt aflastning en gang imellem. Det var ikke sådan, at jeg kun kunne spise, når jeg var sammen med min mor alene, min mor skulle bare også være til stede ved måltiderne, for selvfølgelig spiste vi morgenmad og aftensmad sammen med resten af familien, min eksstedfar og storebror samt mine to papsøskende hver anden weekend, når de skulle besøge deres far, altså min eksstedfar = min mor og eksstedfar er nemlig blevet skilt den dag i dag, derfor kalder jeg ham eksstedfar.

De første par dage var meget hårde, for det første havde jeg jo ikke sådan prøvet at følge en kostplan derhjemme, men samtidig med det, så var det også utrolig hårdt for min mor hele tiden, at skulle opfordre/kontrollere min spisning. Det foregik sådan, at jeg selv stod for opmålingen af maden samt hvis resten af familien skulle have eks. spagetti med kødsovs, hvilket jeg ikke spiste, så fik jeg altid noget andet fra de valgmuligheder som stod på min kostplan. Jeg var meget fokuseret på, at det var de samme kendte madprodukter, som jeg spiste, for hvis ikke det var det, så kunne min anoreksi blive meget bange og skræmt for, at der nu var flere kcal. i det nye produkt. Eks. så skulle det være den samme yoghurt, som jeg fik til morgenmad dag ud og dag ind.

Her sidder jeg i mit barndomskøkken og spiser min senaftensmåltid sammen med min mor, samtidig med at vi spiller kort. Jeg husker, at jeg synes det var pinligt, hvis maden kom med på billedet, derfor har jeg skubbet den helt over i venstre side. I kan vidst godt se en lille snert af den :-)
Jeg startede jo igen i min gamle klasse, hvilket var utrolig trygt for mig. Heldigvis havde jeg nogle søde lærer, som var meget imødekommende og forstående omkring min situation. Jeg var meget utryg ved at spise sammen med mine klassekammerater, så hver evige eneste dag i frokostpausen gik jeg hjem, boede heldigvis lige ved siden af skolen, for at spise min mad sammen med min mor. Jeg kunne godt se, at det var en helt uvant situation for især drengene fra min klasse, at eg slet ikke kunne spise sammen med dem mere, fordi jeg forinden min anoreksi havde været en meget meget populær pige iblandt drengene, så det var selvfølgelig svært for dem at forstå, hvorfor jeg ikke bare kunne spise. Vi var jo heller ikke så gamle på dette tidspunkt, hvilket jeg måske også tror, gør det endnu svære at forstå.

Ud over spisningen, som selvfølgelig ikke var det nemmeste, husker jeg som en dejlig tid, især fordi jeg havde min skønne klub, som jeg dagligt kom i efter skole. Her kunne jeg nemlig lave en masse kreative sysler samt være sammen med mine venner. Jeg havde også genoptaget min musikundervisning i klaver, sang og fløjte, som jeg havde gået til lige siden 3. klasse. Dette var for mig en utrolig vigtig del af mit liv, fordi jeg altid har elsket at spille musik og optræde, som jeg nok har fra mine to skønne forældre.

Ca. hver anden weekend tog jeg toget til Vejle sammen med min storebror for at besøge min far og stedmor, som på dette tidspunkt havde startet deres helt egen restaurant. Min far gik ikke så meget op i om der nu var det præcise antal gr. Af hver ting, hvilket egentlig for mig var en dejlig frihed. Min far gik mere op i, at jeg bare fik noget at spise. Min stedmor er udannet kostvejleder, så hun var rigtig dygtig til, at fortælle mig hvilke næringsstoffer, som jeg havde brug for, især nu da jeg jo stadig var i voksealderen.

Billedet her er til min 13 års fødselsdag, det er mig med den røde trøje.

Månederne gik og jeg blev mere mere ekspert i at snyde med maden. Eks. puttede jeg vand i mælken og yoghurten, og jeg kogte altid kartoflerne så de var lidt hårde, for på den måde vejede de jo mere på vægten. I dag kan jeg sagtens se, at det var dybt dybt godnat, men jeg var jo så syg og det eneste jeg igen tænkte på var at komme længere ned i vægt. Jeg begyndte også at drikke vand til de ugentlige kontrolvejninger, og til sidst havde jeg desværre igen tabt mig så meget, at mine forældre indlagde mig godt 7 måneder efter min første udskrivelse, altså en genindlæggelse i marts 2000.

Her ser I mig sammen med min elskede mor, som virkelig har og gør stadig den dag i dag, betydet utrolig meget for mig.
For at indlægget ikke skal blive for langt, hvilket det vidst allerede er blevet, så har jeg valgt at dele det op, så du får min historie i små dele. Dvs Fortsættelse følger

Til jer der har læst med så langt, så er I meget velkommen til at stille mig spørgsmål, og I skal endelig ikke holde jer tilbage, jeg er meget åben omkring min sygdom, så spørg endelig.