At skulle acceptere sig selv, for den jeg nu engang er

Jeg har egentlig længe gået og ville lave et blogindlæg om, hvor vigtigt der er at acceptere sig selv for den man nu engang er, men hold nu fast hvor er det svært, i hvertfald for mig.

Jeg har aldrig været god til at skulle acceptere mig selv, jeg har altid følt, uanset hvor gode karakter jeg så har fået i skolen, eller ros for det jeg har præsteret, at det aldrig var godt nok. Hvis jeg tænker efter, tror jeg, at jeg har det fra min far. Uanset hvor meget han lavede eller gjorde for andre mennesker, skulle han altid lige gøre lidt ekstra for at føle, at det nu var godt nok, det han havde formået at præstere.

 

Jeg er da blevet bedre med årerne til at skulle accepter mig selv, at det jeg laver og gør er godt nok, uanset hvor høj eller lav karakter jeg har fået i skolen, eller mange eller få feedbacks på det jeg har lavet. Jeg har med tiden lært, at jeg jo skal leve med mig selv resten af livet. Hvis jeg skal gå rundt i en konstant usikkerhed på mig selv, at det jeg laver ikke er godt nok, ja så bliver det da et helvede at skulle leve de næste forhåbentlig mange år. Det vil samtidig også blive rigtig surt, hvis jeg konstant skal gå og være ked af det og utilfreds med den måde, jeg ser ud, eller den måde jeg er på. Nogle ting kan jeg bare ikke ændre, og det hele bliver altså også en smule nemmere, hvis jeg så bare lærer at acceptere, at det er sådan tingene er.

Jeg har altid tænkt meget over, hvad andre synes om mig. Andres meninger har altid talt mere end mine egne, og det er egentlig ikke noget, jeg har tænkt en masse over, for sådan har det bare altid været. Når jeg tænker så meget på, hvad andre synes om mig, så tror jeg i bund og grund det handler om, at jeg er så usikker på sig selv. Men er  der nogen grund til det?

Jeg skal lære at stole på mig selv og tro på, at det jeg faktisk gør og laver er godt nok, uanset om andre så har en anden mening. Det ville jo også være ret kedeligt, hvis vi alle gik rundt og var ens. Der skal jo være plads til forskelligheder ellers ville verden da være kedelig at leve i. Ikke sandt?

Som min kloge mor plejer at sige: "Helena, det handler om at stole på dig  selv og acceptere dig selv for den du er, på den måde mærke du også, at du er god nok uanset hvad andre synes."
Jeg vil derfor fremover huske, at acceptér mig selv, stole på at det jeg gør, er det rigtige, glem bekymringerne og lev livet.

Med disse ord, vil jeg ønske jer alle en rigtig dejlig weekend.