fredag den 15. marts 2013

Sådan takler jeg min sygdom rent professionelt samt lidt billedspam af påskepynt.

Der bliver jo lavet påskepynt til den helt store guldmedalje i de fleste børnehaver og Sfoèr for tiden, og i min Sfo, hvor jeg er i praktik er ingen undtagelse. Lige for tiden er den helt store dille, at dekorere mælkekartoner og efterfølgende så karse ned i dem. Det er en super god aktivitet, fordi alle børnene kan være med, og samtidig giver det også dem en stor fornøjelse at se deres eget karse spirer op. Den første mælkekarton er selvfølgelig en jeg har lavet til inspiration til børnene, men på det nederste billede kan i se mange af de fine mælkekartoner, som børnene har fået lavet, og jeg må da sige, at de hver og en har deres helt egen charme.


Frøenene inden de spirer op.

I løbet af meget få dage er der karse til påskebordet.
Jeg valgte at dekorere siderne med græs og blomster af filt. Det var lidt svært for nogle af børnene at klippe i, men der var alligevel mange der tog udfordringen op.





 
Her ses blot nogle af børnenes mælkekartoner, som står så fint i vindueskarmene.

 
Jeg bliver ofte spurgt, hvordan jeg takler min sygdom rent professionelt, når jeg eks. er i praktik. Man siger jo, at sandheden skal høres fra børn og de har det jo ofte med, at sige tingene lige ud og frit fra hjertet. Jeg får derfor ofte denne bemærkning: "Hvorfor er du så tynd, eller du har et lille ansigt." Dette er slet ikke noget jeg bliver ked af eller sur over, for det ved jeg jo inderst inde godt. Men hvordan håndterer jeg så lige disse situationer rent professionelt overfor de søde børn?
Jeg plejer altid at joke lidt med det og svarer derfor: "At vi jo alle er forskellige og ser forskellige ud. Det ville jo være kedeligt, hvis vi alle lignede hinanden, og derfor har vi også forskellige kropsbygninger, som gør, at nogle er større end andre."
For det meste plejer jeg også, at slutte af med at sige: "At jeg da vidst hellere må komme hjem og spise lidt mere havregryn." Hvorefter børnene ofte griner. Jeg har faktisk aldrig rigtig oplevet, at børnene spørger yderligere ind, de er meget forstående overfor mit svar, og ret hurtigt bliver samtaleemnet flyttet over på noget andet.
 
Blandt mine kollegaer er det selvfølgelig heller ikke lige det første jeg nævner, når jeg starter et nyt sted, men jeg prøver så vidt det er muligt, at fortælle om min situation i løbet af de første uger. Jeg har og er heldigvis stadig den dag i dag en meget åben person, som ikke er bange for at fortælle åbent og ærligt om min sygdom. Med ærlighed kommer man jo længst, og før eller siden vil ens arbejdskolleger jo nok alligevel spørger ind til det, så derfor betyder det meget for mig, at jeg kan fortælle om det. På den måde får de jo også en større forståelse for, hvorfor jeg har svært ved, at spise, især blandt nye mennesker, og hvorfor jeg ser sådan ud, som jeg gør. Samtidig siger jeg også til dem, at de til hver en tid kan komme og stille mig spørgsmål, hvis der er noget de kunne tænke sig, at vide mere om omkring min sygdom, og hvordan jeg takler den.
Jeg har selvfølgelig også fortalt mine nye arbejdskolleger i den nye praktik, og de har virkelig været utrolig søde, imødekommende og forstående, så det har bare været utrolig dejligt.
 
Har I læsere flere spørgsmål til, hvordan jeg takler min sygdom rent professionelt, så spørg endelig, så svarer jeg gerne.
 
Rigtig god weekend allesammen. 

8 kommentarer:

  1. Hov - nu klikkede jeg lige ind for at se, om der var kommet svar på min kommentar - og så er her slet ingen! :-) Måske fik jeg slet ikke postet den? Eller måske er du i tænkeboks om, hvorvidt den skal postes? Jeg skriver ikke, fordi jeg har indvendinger imod, hvis du har valgt ikke at godkende kommentaren - mere fordi jeg vil være sikker på, at jeg nu har fået den sendt :-)

    Knus og tanker til dig :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Åhhh jeg skulle faktisk lige til at skrive til dig, for jeg kom mærkeligt nok til at slette din kommentar idet jeg skulle til at svare på den, for selvfølgelig ville jeg svare dig. Du må jo endelig ikke tro, at jeg tror du har indvendinger mod mig, for det ved jeg godt du ikke har sødeste. Tænkte på om du evt. Kunne skrive dit spørgsmål igen, så vil jeg mer end gerne svare dig, og du må som sagt meget undskylde at jeg kom til at slette din tidligere kommentar, det var virkelig ikke med vilje;-)

      Slet
  2. Du behøver ikke undskylde - det er, hvad der kan ske, søde :-)
    Jeg skrev, at jeg synes, det er virkelig sejt og beundringsværdigt, så åben du kan være omkring din sygdom. Jeg synes selv, det er rigtig svært at fortælle om, når man står ansigt til ansigt, så det synes jeg virkelig er sejt, at du er blevet så god til! (Jeg kan selvfølgelig ikke vide, om det er noget, du er blevet, eller om du altid har været det:-))
    Mit spørgsmål gik på det fysiske aspekt i din sygdom. Nu kender jeg jo selv til anoreksien fra min egen krop, og jeg tænker, at du trods alt er meget aktiv på trods af din undervægt. Indimellem bliver jeg bekymret for, om din krop kan holde til det? Er det ikke farligt, nu du er så undervægtig, som du er? Jeg kan ikke huske, hvordan jeg formulerede mit spørgsmål i den forrige kommentar, men det her var i hvert fald essensen :-)

    Knus <3

    SvarSlet
  3. Mange tak for din søde kommentar. Jeg har faktisk altid været meget åben omkring min sygdom, men i og med at jeg er blevet ældre, kan jeg også mærke, at det er blevet lettere at tale om. Især nu her hvor jeg også er kommet ud i et arbejde, hvor det jo netop er vigtigt at være åben omkring det.

    Jeg kan mærkelig nok ikke mærke på min krop, at jeg fysik ikke kan holde til at arbejde. Selvfølgelig er jeg ikke den der er ude at løbe de vildeste ture og spille de lange fodboldkampe med børnene, men jeg prøver, så godt jeg nu kan, at tage en del af alle arbejdsopgaverne der er og vil være på en arbejdsplads.

    Der hvor jeg er lige nu, er de heldigvis rigtig søde til at man laver det med børnene, som man selv har lyst til. Eks. elsker jeg jo at være kreativ med børnene, så jeg er for det meste i det kreative værksted sammen med dem, så det er jo dejligt, for samtidig er det jo ikke der, at jeg udsætter min krop for de vildste anstrengelser. Men som du også skriver, så er det egentlig utrolig hvad min krop kan holde til, hvilket jeg selvfølgelig er utrolig glad for, men jeg ved samtidig også, at jeg skal passe på og huske at spise, så det ikke blive værre.

    Håber det var svar nok på dit spørgsmål, og ellers skriver du bare igen :-)

    SvarSlet
  4. Det var det helt bestemt - tak, søde. Jeg er lettet over at høre, at du alligevel er opmærksom på det og ved, at du selvfølgelig skal passe lidt på. Og ja, så er det jo dejligt, at du er så kreativ, så du kan nyde at sidde i det kreative værksted sammen med børnene. Det lyder nu også hyggeligt :-)

    SvarSlet
  5. Jeg har egentlig ikke nogle spørgsmål, men vil bare sige at jeg har så meget respekt for at du deler det med os (og med dine kolleger) - jeg synes du håndterer det rigtig flot overfor børnene. Det må være utrolig hårdt at den sygdom "fylder" så meget for mad er jo egentlig en stor del af vores kultur....vi spiser når vi skal hygge os. Når vi mødes til en kop kaffe, skal vi typisk også have noget at spise og så videre.
    K.h.
    Christina

    SvarSlet
  6. Hej Christina.
    Er glad for, at du kan lide min blog som den er.
    Du har ret i, at mad jo fylder en del af vores kultur især her i DK. Men jeg har heldigvis ikke svært ved at sidde og se andre spise, og jeg nyder faktisk at se andre spise, hvor mærkeligt det end lyder. Måske det skyldes at det er det behov. som jeg ikke selv kan dække.
    Som jeg også skrev i indlægget. så mener jeg også, at med ærlighed kommer man længst og når jeg som kommende pædagog skal ud på arbejdsmarkedet mener jeg, at det er vigtigt at man får fortalt hvilke ting man har at slåsse med, for før eller siden er der jo alligevel nogle, som vil finde ud af det.

    Rigtig god dag til dig.

    Mvh helena.

    SvarSlet
  7. Hej Christina.
    Er glad for, at du kan lide min blog som den er.
    Du har ret i, at mad jo fylder en del af vores kultur især her i DK. Men jeg har heldigvis ikke svært ved at sidde og se andre spise, og jeg nyder faktisk at se andre spise, hvor mærkeligt det end lyder. Måske det skyldes at det er det behov. som jeg ikke selv kan dække.
    Som jeg også skrev i indlægget. så mener jeg også, at med ærlighed kommer man længst og når jeg som kommende pædagog skal ud på arbejdsmarkedet mener jeg, at det er vigtigt at man får fortalt hvilke ting man har at slåsse med, for før eller siden er der jo alligevel nogle, som vil finde ud af det.

    Rigtig god dag til dig.

    Mvh helena.

    SvarSlet

Jeg bliver altid super glad, når du gider at ligge en kommentar på mine indlæg.