Om livet på godt og ondt, om de ting der ikke altid er lige let for andre at forstå.
Jeg ved, at jeg SKAL handle for at tage de næste skridt, men det at skulle tage de næste skridt er bare ikke altid lige så enkelt, som de ser ud til.
Jeg føler lidt, at jeg er groet fast, er forkert i forhold til alle andre.
Hvem er jeg egentlig?
Mine tanker er på konstant overarbejde dag og nat, nat og dag, kan, skal, vil.
At skulle kæmpe med noget så simpelt som et lille måltid, er et af menneskets basale behov for at overleve. Alligevel kører tankerne tankerne tankerne.........
Hver dag ved hvert måltid, skal jeg sige til mig selv, at det er det rigtige jeg gør. Tage skeen i hånden og få spist på trods af frygten, angsten og usikkerheden.
Nogle dage kræver mere overvindelse end andre, men jeg ved jo også inderst inde godt, at det er overvindelsen der skal besejres for at få det godt.
Jeg har gjort mig mange erfaringer igennem de sidste mange år, lært mig selv bedre at kende, fået lært at få sagt fra til de ting, jeg ikke kan overskue.
Der er stadig en lang vej for mig, men jeg giver ikke op, selvom jeg nu kæmper på 17. år.
Af hjertet tak fordi du tog dig tid til at læse med så langt.
Billedet her er fra min daglige gåtur igennem Rådhusparken på vej hjem fra arbejdet.
Netop sådan et lille hverdagsglimt er bl.a. det der får mig til at blive ved med at kæmpe.
Flot. Det er godt klaret
SvarSletStærkt at du ikke giver op. Det må være hårdt at skulle kæmpe hele tiden, men du og din krop fortjener, at du gør det. Forhåbentligt bliver det bare en anelse nemmere med tiden. Og husk at du er stærkere end den forbandede sygdom :)
SvarSletDu er SÅ sej Helena! Det er så modigt at være så ærlig som du er om din sygdom. Jeg er fuld af respekt - og så håber jeg snart at komme en tur til smukke Århus :) knus Pia
SvarSletTusind tusind tak Pia for dine altid søde ord.
SletDet kunne være så hyggeligt, hvis du kom til Aarhus :)