tirsdag den 11. december 2012

Mit sygdomsforløb igennem de sidste 13 år 2. del

Som mange af jer sikkert allerede har læst, kommer nu del 2 om mit sygdomsforløb igennem de sidste 13 år, hvis ikke du har læst del 1 kan det læses her

Del 2

Genindlæggelse, men nu på børneafdelingen
Denne gang var det til gengæld helt anderledes end tidligere. Jeg kom nu på børneafdelingen, hvor aldersgruppen var fra 6-13 år og de andre børn, som var indlagte, havde andre diagnoser end anoreksi. Afdelingen var delt op i 3 grupper af 3 børn i hver, og jeg kom i en gruppe, hvor der åbenbart kun var en anden dreng ud over mig. Der var to andre piger som også havde anoreksi, men de var ikke i min gruppe, og jeg måtte ikke komme op og besøge dem, det var kun dem der måtte komme på besøg hos mig, hvis de  sågar fik lov af personalet. Som jeg tidligere har fortalt, er jeg jo et meget socialt menneske, så det var et kæmpe nederlag, at skulle være indespærret på mit værelse og i det ene lille grupperum, hvor jeg skulle spise sammen med et personale og den anden dreng, som desuden meget sjældent gad at komme ud fra sin dør.
De første mange uger havde jeg fast vagt, selv når jeg skulle på toilettet, var der et personale med. Det var enormt grænseoverskridende, og jeg huske tydeligt, hvor svært jeg havde det med, at jeg skulle overvåges 24-7. Min mor måtte også kun komme og besøge mig en gang om ugen, hvilket også var en kæmpe stor omvæltning for mig, jeg var trods alt stadig kun 13 år, og jeg havde været vand til, at være sammen med min mor hver evige eneste dag.

Til at starte med skulle jeg også være derude i weekenderne, men da børneafdelingen kun har åbent i hverdagene, skulle jeg derfor hver fredag eftermiddag, når de andre børn tog hjem på weekend, pakke en mindre taske og følges med et personale over på ungdomsafdelingen E, hvor jeg skulle overnatte til mandag morgen. Jeg husker tydeligt, hvor meget jeg bare misundede de andre børn, fordi de skulle hjem, og jeg derimod skulle blive bag de lukkede døre. Til gengæld var der heldigvis fri besøg i weekenderne, så det var i det mindste dejligt med besøg fra familien. Ugerne gik med spisning og den ugentlige vejning, hvor jeg ifølge deres plan skulle vægtøge med ½ kg om ugen. Nogle uger gik det godt og andre knap så godt, men efter ca. 1 måneds tid måtte jeg begynde at gå i den skole, som var knyttet til afdelingen, og som de andre børn også gik på.
Til at starte med, havde jeg ikke så meget lyst til at begynde på denne skole, da det jo kun drejede sig om en indlæggelse i et par måneder efter mine øjne, men jeg var også samtidig bange for, at jeg ville komme bagefter, eftersom jeg altid har været meget pligtopfyldende.

Jeg blev heldigvis utrolig glad for den nye lærer over på skolen. Hun var helt anderledes end personalet over på afdelingen, måske fordi hun ikke var så streng, og jeg husker også, at hun prøvede at flyttet mit fokus fra mad og vægt over på mine interesser som de kreative ting og min musik. Jeg kom faktisk til at elske at komme over på skolen, hvilket også resulterede i, at jeg lavede langt foran i mine skolebøger. Jeg husker, at jeg elskede at sidde med de forskellige dansk – og matematikopgaver, så når skoledagen var forbi, så tog jeg også opgaverne med over på afdelingen, for på den måde kunne jeg jo også slå tiden ihjel med dem. 
Efter godt og vel 2 måneder, måtte jeg begynde at komme hjem på en overnatning i weekenden, og jeg kan godt love jer for, at det var en glædens dag, ligesom den dag jeg blev udskrevet første gang. Igen havde jeg en kostplan at følge, og igen var det min mor der hjalp og støttede mig. Kan slet ikke beskrive hvilken stor hjælp hun har været for mig op igennem alle disse svære sygdomsår.

Da sommerferien stod for døren, og jeg havde på dette tidspunkt været indlagt i ca. 4 måneder med en vægtøgning på kun, ja hold fast sølle 3½ kg, blev personalet og lægerne i samråd med mine forældre enige om, at jeg kunne komme hjem på prøve i ferien, og hvis dette gik godt, så kunne vi se tiden and, om jeg skulle udskrives til skoleårets start. Dvs. 7. klasse.
Det var med blandede følelser, at jeg gik på sommerferie dette år, for mens de andre børn fra afdelingen skulle udskrives, så var jeg en af de få, som stadig ikke helt vidste om jeg skulle tilbage efter ferien. Min mor og stedfar havde besluttet, at vi skulle på ferie til Øland, en fantastisk smuk svensk ø, hvor vi så kunne have det meste af min mad med i en stor køletaske, så jeg på den måde kunne føle mig tryg med maden. Vi havde lejet en lille hytte, hvor der var et mindre køkken, så vi hver dag selv kunne lave mad, hvilket jo igen var en stor tryghed for mig. Det var en super hyggelig ferie til trods for min spisning og hvad dertil hører, så gik det faktisk rigtig godt.

Her kan I se mig foran vores lille feriehytte på Øland. Ja, jeg kan godt se, at jeg var langt fra min målvægt, hvilket jeg slet ikke kunne se den gang. Jeg husker tydeligt, at jeg følte mig tyk.
I dag er jeg heldigvis nået så langt til at erkende, at det ikke er pænt at være så tynd.

Da ferien var slut skulle jeg som planlagt ud til vejning og samtale ude på afdelingen for at snakke om, hvordan mit videre forløb skulle se ud. Jeg havde heldigvis ikke tabt mig det vilde, hvilket vi alle, især min mor og jeg ret stolte af. Det var derfor et stort ønske fra mig og også fra min mor om, at jeg skulle hjem igen, hvilket også blev resultatet på mødet.

Sådan så jeg ud inden skoleårets begyndelse til 7. klasse.  Kan tydeligt huske hvor tyk jeg synes mine kinder var, men i dag har jeg et helt andet billede.

Hjemme igen
Jeg kom igen hjem til skoleårets start, men nu med begyndelse i 7. klasse. Denne gang var det til gengæld lidt anderledes med spisningen til frokost. Min mor kunne nemlig ikke tage overlov fra arbejdet igen, så derfor havde vi fået ansat en rigtig sød kvinde ved navn Lene, som faktisk også selv havde haft anoreksi i hendes unge år. Hun skulle dog kun støtte mig med frokosten, da det jo var i dette tidsrum, hvor min mor var på arbejde. Dette fungerede rigtig fint, og jeg havde en stor tillid til Lene, fordi hun var så sød og forstående, og jeg følte virkelig, at hun kunne sætte sig ind i min situation, fordi hun selv havde følt de samme tanker omkring mad, som jeg havde på dette tidspunkt. Jeg tror ikke, at man som person udefra kan forstå, hvor angst jeg har været for mad, hvis ikke man selv har prøvet det. Lige meget hvor længe man så har arbejdet med spiseforstyrrelser, så tror jeg, at man desværre selv bliver nød til at have haft det, for at forstå hvilke følelser og tanker der ryger igennem os med en spiseforstyrrelse.

Månederne gik og det gik nogenlunde med at få fulgt min kostplan. Det skal så lige siges, at jeg faktisk aldrig har været oppe på min idealvægt, siden jeg blev syg, heller ikke i de gode perioder. Til gengæld har jeg trods altid formået at spise, så jeg har kunne holde min vægt på nogenlunde plan.
I april 2001 blev jeg konfirmeret. Det var en fantastisk dag, hvor hele min familie havde gjort alt for, at det skulle blive en mindeværdig dag for mig. Det blev holdt på Hotel Himmelbjerget i de smukkeste omgivelser, så det kunne bare ikke blive en bedre dag. Jeg husker også, at jeg til allersidst stillede mig op og sang og spillede på klaver et nummer for alle mine gæster, hvilket var en stor gave for mig at give til især min mor og far, for at fortælle hvor meget jeg holdte af dem og selvfølgelig stadig gør i dag, og hvor stor en betydning det er for mig, at de har været der igennem de sidste års kamp mod anoreksiens fangarme.

 Min familie foran kirken. Fra venstre min lillebror, stedmor, mig, mor, storebror og far.

 Mig der dele min takkesang ud.
 
Her ses min dejlige stedmor og ligeså skønne far, som desværre ikke er iblandt os længere, hvilket jeg også vil komme ind på senere.

Som afslutningsvis på en fantastisk dag, spillede og sang jeg for mine gæster.
 
Fra Skanderborg til Ringkøbing
I slutningen af 7. klasse begynder tankerne om min fremtid at presse sig på. Jeg kunne nemlig ikke fortsætte på min gamle folkeskole, da de kun havde op til 7. klasse. Enten skulle jeg flytte over på en skole ca. 13 km fra vores hjem, hvilket også indebar en bustur på over 1 time hver vej. Eller også skulle jeg tage det helt store skridt og flytte ned til min far og stedmor i Ringkøbing, samt min halvlillebror som blot var 2 år gammel. Min far og stedmor havde på dette tidspunkt solgt restauranten i Vejle og startet et nyt spisested i Vedersø, en lille vestjysk provinsby få km fra Ringkøbing. Jeg gjorde mig mange overvejelser omkring, hvad jeg skulle, men resultatet blev det store spring, at flytte alle min ting ned til min far, stedmor og min elskede halvlillebror. Det var squ noget hårdt kun at se min mor hver anden weekend, men med tiden vænnede jeg mig til det, og jeg blev faktisk rigtig glad for at bo i Ringkøbing.
Jeg havde stadig problemer med min spisning, men jeg vejede til gengæld ikke min mad af mere. Det var stadig kun enkelte produkter, jeg kunne tillade mig selv at spise, men så længe de var i køleskabet, så fik jeg skam også spist. Jeg begyndte i 8. klasse på Rinkøbing skole og jeg fik hurtigt mange nye søde venner, og ligeledes begyndte jeg i musikskolen til klaver og sang og i ungdomsskolen til glaskunst. De weekender hvor jeg ikke var hjemme ved min mor, arbejdede jeg i min far og stedmors restaurant i Vedersø for at tjene lidt penge. På dette tidspunkt blev jeg ikke kontrolvejet, det skal nemlig lige siges, at min far altid  har været lidt mere lage med vægt og mad end min mor, men så længe jeg heller ikke tabte mig, men nogenlunde holdte min minimumsvægt, så var det også okay. Jeg havde det jo rigtig godt psykisk med mange venner og mange spændende fritidsinteresser.

Desværre skete der det i starten af januar 2002, at min far begyndte at drikke igen. Dette har deværre været et tilbagevendende misbrug, han har kæmpet med i mange år. Det skal dog lige siges, at da jeg boede hos ham, havde han dog været nogenlunde ædru. Men den travle hverdag med en restaurant samt endnu et nyt projekt med en ny restaurant gjorde, at han igen begyndte at drikke. Min stedmor som på dette tidspunkt var højgravid med min kommende halvlillesøster valgte derfor at flytte tilbage til Vejle. Hun kunne ikke leve med en mand, som var så ustabil, hvilket jeg selvfølgelig godt kunne forstå. Jeg boede alene sammen med min far, dog med lidt støtte fra en af min fars ansatte fra restauranten i ca. 3 måneder, hvorefter min mor og jeg besluttede, at jeg måtte flytte tilbage til min mor.
Det var med blandede følelser, at jeg skulle flytte hjem til min mor igen, ikke fordi, at jeg ikke ville bo hos hende, men mere fordi jeg ikke kunne overskue, at jeg nu igen skulle begynde på en ny skole og etablere nye venskaber, ja et helt nyt ungdomsliv.

Fortsættelse følger

 

 

 

 

14 kommentarer:

  1. Kære Helena!
    Glæder mig til at læse videre om din forfærdelige sygdom. Er glad for at opleve, at du har mod til at dele det med vi andre. Det er så hårdt at læse om, hvor meget du har været igennem. Kender jo godt lidt til det, fra da du boede I Ringkøbing, og kom lidt sammen med din far ude hos os i Vedersø. Kh. Inga Schmidt

    SvarSlet
  2. Kære Inga. Er rigtig glad for at du gider at tage dig tid til at læse min historie, det er jo en længere smøre, som jeg nok ved, at ikke alle har tid til eller gider at læse. Det har og er stadig, som du jo kan læse en hård kamp med op og nedture, men jeg håber da, at jeg en dag bliver helt rask. Mvh Helena

    SvarSlet
  3. Dejligt med endnu et indlæg om dit lange sygdomsforløb.

    Og du har helt ret i, at man aldrig helt kan forstå hvordan det er, med mindre man har prøvet det på egen krop!

    SvarSlet
  4. Dejligt med endnu et indlæg om dit lange sygdomsforløb.

    Og du har helt ret i, at man aldrig helt kan forstå hvordan det er, med mindre man har prøvet det på egen krop!

    SvarSlet
  5. Kære Helena.
    Det er SÅ flot at du nu har fundet modet og modenheden til at forholde dig så meget til anoreksien, at du tør formidle det så ærligt ud til alle vi andre. Tak for at du deler.-
    Som kusine har jeg jo fulgt dig på sidelinjen gennem årene og har været bekymret for dig.
    Jeg kunne og kan se, at du har mange mange faktorer i dit liv, som kan have indflydelse på din trang til kontrol på et eller andet plan i dit liv. Du har så valgt spisningen som kontrolpunkt.
    Når man vælger at have sig et meget intenst kontrolpunkt i sit liv, kan den ikke bare sådan lige fjernes igen. Ikke uden at traumerne bag bearbejdes og noget andet bedre kan sættes i stedet - f.eks. selvkærligheden.
    Jeg kan læse at du tager nogle gode skridt i din personlige udvikling disse år. Det er rigtig flot, og jeg tager hatten af for dig.
    jeg har dog ét spørgsmål - du beskriver anoreksien som en ting, der ikke er en del af dig, mere som en ekstern sygdom du har fået "på" dig. Det får mig til at tænke - da det i min verden absolut må handle om at anoreksi er en skyggeside af ens psyke og måde at håndtere livets traumer på - er det noget du er bevidst om, eller vil du mene, at jeg tager fejl ?
    ( Og jeg tror faktisk godt jeg kan sætte mig ind i mange af dine oplevelser som anoreksiramt, da jeg selv har overspist gennem alle år og først som meget voksen fik stoppet overspisningen (næsten ;) ), ved at forholde mig intensivt til mit sårede indre. Overspisning rummer på mange måder de samme kontrolforanstaltninger og "følelseslammende" faktorer som anoreksi. Desuden tæmker jeg også at vores familie- på din fars side - har en overvægt af misbrugsadfærd. Misbrug viser sig jo på mange måder. Mad, Alkohol, kvindeforbrug, storladen adfærd osv. Jeg tænker, at mange af os i familien er genetisk disponerede for at reagere med misbrugsadfærd når vi får for stærke følelser, som igen kan udspringe af endnu en genetisk variant i vores sanseintegrationsevner - HSP(særligt sensitive personer. Jeg er slet ikke i tvivl om at både din far, dig selv og mange af vores fælles fætre og kusiner, onkler og tanter er ekstra sensitive. )
    Kærlige tanker fra Lis

    SvarSlet
  6. Kære Lis.
    Tusind tak for din varme besked, det er rigtig rart, at du har ville taget dig tid til at læse lidt om, hvad jeg har slåsset med og stadig i dag kæmper med. Du har fuldstændig ret i, at anoreksien nok er en skyggeside af mig, hvor jeg kan få lov til at skjule mig bag de ting, som for mig er og har været svære at skulle håndtere her i livet. Jeg tror ikke, at jeg på den måde er bevidst om det, men når jeg tænker over det, kan jeg sagtnes se, at det måske er en måde, hvori jeg kan gemme/takle de svære situationer. Håber du forstår mit svar, men det er lidt svært for mig at forklare, men vil meget gerne uddybe det under en til en, hvis du en dag har tid til en snak. Altså kun hvis du vil har tid og lyst.

    Rigtig god jul kære Lis og hils Thomas mange gange.

    SvarSlet
  7. Hej Helena. Modigt af dig at stå frem og fortælle om noget så personligt. Har selv en datter, der har lidt af anoreksi og da jeg læste dine indlæg, husker jeg tydeligt hvor forfærdelig en tid det var for hele familien og ikke mindst for min datter, som jo led allermest. Hun er heldigvis kommet over det og har det godt idag. Håber virkelig du kommer igennem det snart.
    God jul til dig. Hilsen Gitte

    SvarSlet
  8. Kære Gitte. Tusind tak fordi du har gidet at læse min historie og hvad jeg har og stadig kæmper med i dag. Ja du har helt ret i, at det er en hård tid for ens pårørende, men som den ramte føler man sig bare magtesløs. Man vil jo inders gerne spise, men kæmper bare for hver en bid. Jeg er rigtig glad for at høre, at din datter er kommet ud på den anden side i dag. Det håber jeg også, at jeg kommer en dag. Rigtig god jul.

    SvarSlet
  9. Kære helena. Tak fordi, du vil dele historien med os. Hvornår kommer resten?

    Du forholder dig flot til sygdommen - og kæmper en brag kamp. Sikke meget, du har været igennem. Jeg håber ikke, du opgiver og lader studie og de kreative sysler " dække over sygdommen", så du glemmer/ "undgår" at konfrontere den syge del i dig?? Du skriver, du godt kan se, at du er meget tynd på det billede ved sommerhuset. Du er meget meget tyndere i dag, og det gør mig bekymret, hvis du ikke gør noget aktivt for at vinde over sygdommen.... - gør du det? Jeg ved, det er meget privat for dig, så du behøver ikke svare denne kommentar. Håber bare inderligt, at du får behandling. Behandling der rykker. Du gør meget ud af at fortælle, at du jo har det godt, mange venner, studie etc, men er det nu også helt sandt? Du er så undervægtig, at det må påvirke din hverdag - dine tanker - dine kognitive evner, tænker jeg.

    Med venlige hilsner en læser

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære læser.
      Mange tak for din søde bekymringshilsen, men hvor ville jeg ønske, at du ville give dig til kende, så jeg ved hvem du er. Du kan evt. bare skrive det pr mail, hvis det er nemmere. Det vil i hvertfald være rigtig rart.
      Jeg kan godt forstå din bekymring, men vil så fortælle at jeg er igang med at kæmpe mig op igen, så jeg ikke er så langt nede i vægt. Det er hårdt og en svær kamp, men jeg tager den heller end gerne op herhjemme end på sygehuset. Vil ikke miste det liv jeg har nu.

      Med hensyn til resten af historien, så har det været rigtig svært for mig at skrive videre på det rent psykist og der har været mange ting med eksamner på dette semester, som har medvirket til at jeg har haft nok at se til. Men jeg skal nok love dig, at der kommer mere.

      Kærligst Helena

      Slet
  10. Er der kommet en fortsættelse? Jeg kan ikke finde den, og syntes bare det er interessant og utrolig flot at du tør og kan dele din historie.
    Jeg har aldrig kendt eller kender nogen med sygdommen, så jeg vil nok aldrig kunne sætte mig ind i hvor umådeligt hårdt det må være at have det, og at være pårørende til det. Men jeg forstår det.

    Kh Julie

    SvarSlet
  11. Kære Julie.
    Nej, jeg har desværre ikke fået skrevet en fortsættelse endnu, der har nemlig været så meget med færdiggørrelse af uddannelse mm. Men skal nok love, at der på sigt vil komme en fortsættelse. Vil dog blot lige fortælle, at jeg desværre stadig kæmper, men det går fremad.
    Mvh Helena

    SvarSlet
  12. Jeg kunne forestille mig at det er noget man desværre bliver ved at kæmpe med.
    Jeg har selv haft depression af flere omgange, og selvom at jeg sådan ikke har det i dag, vil det altid sidde i mig. For de ting som skete, som på et senere tidspunkt blev årsagen til mine depressioner, var hændelser som jo aldrig forsvinder, og som jeg aldrig vil glemme.
    Der er gode dage og der er dårlige dage.
    I dag er der heldigvis langt flere gode, for mit vedkommende, men så har jeg det også rigtig skidt på de dårlige, og har nærmest angst for om jeg nu er på vej inden i depression igen.

    Jeg ønsker dug bare alt det bedste :-)
    Kh Julie

    SvarSlet
  13. Ja du har helt ret, jeg tror desværre også at der altid vil sidde en del af sygdommen i en. Lige nu er den der i hvertfald, men som sagt kæmper jeg for hver dag, andet er der jo ikke at gøre.
    Det er rigtig dejligt. At høre, at de fleste af dine dage er gode, så gælder det om at sætte pris på dem frem for de dårlige.

    Tak fordi du deler lidt om dig selv til mig.
    Det er Rart at høre, at man ikke er alene.

    SvarSlet

Jeg bliver altid super glad, når du gider at ligge en kommentar på mine indlæg.