Mine tanker bag programmet "For tynd til at Leve"

Jeg ved ikke hvor mange af jer der så dokumentarprogrammet i onsdags "For tynd til at leve", hvor vi fulgte Karinas kamp ud af sin spiseforstyrrelse anoreksi. Jeg må ærligt indrømme, at jeg sad med tårerne trillende ned langs kinderne under hele programmet, fordi det rørte mig så dybt og samtidig ved jeg jo, hvor hårdt hun kæmper og hvor svært det er, da jeg jo selv kæmper samme kamp.

Jeg har igennem årernes løb set mange af de her programmer om spiseforstyrrelser og personligt synes jeg, at den her var en af de bedre. Der var mange ting, som fik mig til at tænke tilbage på de gange, jeg selv har været indlagt på Center for Spiseforstyrrelse i Risskov. Bl.a. de to personaler som vi så underprogrammet, har jeg selv haft som kontaktpersoner og lige præcis det værelse som Karina boede i, havde jeg også, da jeg var indlagt. Det er rigtig hårdt og frustrerende at være indlagt under så hårde vilkår. Bl.a. fordi man som minimum skal tage 1 kg på om ugen, spise en masse mad med konstant overvågning af personaler, ingen udgang har og ja man føler sig mildest talt spærret inde i et fængsel. Jeg ved godt, at Risskov kun gør det i deres bedste mening og forrsøger at få os til at tage hurtigt på i vægt, men det kan også gå for hurtigt, hvilket jeg senere vil komme ind på.

Der var dog noget, som jeg savnede ved programmet nemlig, hvad en spiseforstyrrelse i bund og grund egentlig handler om. I dette program havde de nemlig utrolig meget fokus på, at Karina som minimum skulle  tage det ugentlige kg på samt hendes madindtagelse.

Her ved jeg jo fra erfaring og fra mine omgivelser, at dem som ingen kendskab til anoreksi har, let kommer til at tro, at det at have anoreksi kun handler om, at man får taget på og så snart man er nogenlunde normalvægtig, ja så er man rask igen.

Men NEJ, så let går det desværre ikke, hvilket man også tydeligt kunne se på Karina. Da hun blot var 7 kg fra hendes målvægt, så sad hun stadig og rystede, når hun skulle spise.

 

Jeg har desværre aldrig selv nåett så langt op i vægt igennem mit sygdomsforløb, men jeg ved fra andre spiseforstyrrede, at det faktisk er på dette tidspunkt, at der kommer endnu flere udfordringer end der allerede har været.

Når man nemlig ikke er på sin målvægt og derfor ved, at man skal tage på, ja så kan man give sin anoreksi lov til at spise, fordi man ved, at det er okay, at man tager på. Hvis man til gengæld er tæt på sin normalvægt, så kan det føles så ubehageligt at spise, fordi man er bange for, at man simpelthen ikke kan stoppe med at tage på og bare bliver ved i det uendelige.

Ja, måske kan det lyde helt fjernt i jeres øjne, men det er sådan, vi som anorektikere desværre tænker.

 

Det er derfor for mig at se utrolig vigtigt, at der gives endnu mere hjælp eks. i form at psykologtimer og samtaleterapi, hvilket der desværre ikke er særlig meget af på Risskov. Om det er økonomien der ligger bag dette, ved jeg ikke, men der mangler i hvertfald noget i forhold til at hjælpe os på rette vej.

 

Statistik

Den gennemsnitlige sygdomsvarighed for anoreksi er 3-6 år – fra den sygdomsramte bliver registreret. Det vil sige at sygdommen reelt godt kan have varet meget længere end 3-6 år, fordi der kan gå mange år, hvor den der er syg, måske ikke vil erkende, at hun/han har en spiseforstyrrelse og derfor ikke søger behandling.

Eller det kan være, at vedkommende ikke har været syg nok til, at nogen tog hende/ham alvorligt.

• Efter mindre end 4 år er gennemsnitligt 33 % af anoreksipatienter raske
• Efter 4-10 år er gennemsnitligt 47 % raske
• Efter mere end 10 år er gennemsnitligt 73 % raske
• 15-25 % har et kronisk eller meget langvarigt sygdomsforløb

For både anoreksi og bulimi er tilbagefaldshyppigheden desuden rapporteret til at ligge mellem 25-50 %. Dvs. at 25-50 % får anoreksi eller bulimi igen, selvom man troede, de var raske.

Der findes kun få efterundersøgelser af patienter med bulimi. Helbredelsesprocenten skønnes at være 50-60 %. Det vil sige at cirka 40 % af patienterne med bulimi faktisk ikke bliver raske.

Hos patienter, der lider af overspisning, fører behandling til, at overspisningsperioderne på kort sigt reduceres hos 60-90 % af patienterne.

Der er kun sparsom viden om det videre forløb, men en efterundersøgelse har vist, at hovedparten af patienterne efter 6 år ikke længere lider af overspisning, men at ¼ fortsat er fede.

 

Statistik fundet på Landsforeningen for Spiseforstyrrelsers  hjemmeside

 

Har du lyst til at læse om mit sygdomsforløb frem til nu, så kan den læses her