Jeg har fundet min plads i livet, har du?

I går aftes sad jeg og så den dokumentar "Drengene mod pigerne" som har været vist på TV2 de sidste onsdage. 

Jeg synes det er mærkværdigt at se, hvor stor forskel der er på pigerne og drengenes motivation for at lave lektier samt deres stræben efter at få de høje karakter. 

Man ser tydeligt, at det er pigerne som stræber efter 10 og 12 tallerne, mens drengene tager det stille og roligt.

Jeg har selv været en pige der igennem min folkeskole, gymnasietid samt mit studie på pædagogseminariumet gået meget op i at få lavet mine lektier samt at få gode karakter. Der med ikke sagt, at det også til tider var en hård tid, fordi stræben efter den perfekte karakter og følelsen af, at man ikke var god nok, hvis ikke man fik 10 eller 12 kunne være opslidende.

Når jeg ser dette program, har jeg så ondt af de piger der kæmper deres kamp for at få de bedste karakter for at de kan komme ind på deres drømmestudie eks. som medicin, psykolog eller dyrlæge. Man ser tydeligt at de slet ikke får nyt deres ungdomsliv med veninder fester og familien.

Jeg har selv gennemført mit studie med gode karakter, men jeg kunne sagtens være de karakter foruden.

Som en pige fra udsendelsen udtrykte sig:

"Hvis ikke jeg får 10 eller 12, så føler jeg mig ikke rigtig god nok."

Men spørgsmålet er så, hvad er egentlig godt nok i dette samfund?

Jeg kunne helt sikkert godt være de karakter foruden. Jeg har alligevel fundet en plads i livet og det tror jeg også, de piger gør.

Forårsglimt fra mit lille kreabord. Her er der nemlig plads til at være den, jeg er uden stræben efter at være perfekt og bange for ikke at slå til.